Hvad arbejder vi med i koret?
I efteråret 2017 kunne koret holde sit 25 års jubilæum, det blev fejret med en stor jubilæumskoncert, hvor temaet var musicals, og nogle af korets sangere var solister. Det blev en forrygende koncert med ledsagelse af både strygekvartet, pianist og fløjtenist, hvilket var en stor oplevelse for både kor og publikum. En smagsprøve kan høres her.
I vinteren 2016/17 blev koret udvidet med flere sangere fra Grundfos, der havde lyst til at prøve at synge med os. Det blev til ’Syng dig glad’ koret, og hele arbejdet mundede ud i en stor koncert med Julie Berthelsen og Søren Sko som solister og det store ’Syng dig glad’-koret som backing group. En fantastisk oplevelse for alle, som deltog.
Koret har flere gange arbejdet sammen med andre kor. I 2013 arbejdede vi sammen med 3 andre kor samt Jesper Lundgaard og Nikoline Møller i uropførelsen af vores dirigent Henrik Birk Aaboes værk "Waters - Drop by Drop", der handlede om det livgivende vand. Det blev til to store koncerter i Grundfos hallen. Sangene kan høres her.
Pt arbejder vi med noget for os ganske nyt - nemlig acapella. En spændende udfordring med masser af muligheder for at tilføje nye facetter til vores allerede store repertoire.
